23948sdkhjf

Kendt dansk stormagasin bløder - ottende år i træk med underskud

Det kendte københavnske stormagasin Illum fortsætter med at tabe penge. For ottende år i træk er der hul i kassen, viser et nyt regnskab.

Sidste år tabte stormagasinet over 120 mio. kr., og omsætningen styrtdykkede som følge af coronakrisen, der i en periode tvangslukkede Illum.

- 2020 var i høj grad påvirket af Covid-19, især regeringens nedlukning i 69 dage, lukningen af grænserne og den lange periode med restriktioner, der begrænsede antallet af kunder og medførte et fald i salget på 25 pct. til 584 mio. kr., skriver ledelsen i det nye regnskab.

Dårlig forretning eller ej?

Det samlede tab i Illum over de seneste otte år løber op i næsten 600 mio. kr. Dermed har Illum indtil videre været et dyrt bekendtskab for den thailandske ejer, Central Group, der købte stormagasinet i 2013.

Men om Illum reelt har været en dårlig forretning for den thailandske ejer, er der faktisk delte meninger om.

Tidligere har det nemlig lydt fra Illums adm. direktør, Jeanette Aaen, at alt går efter planen, og at det er medierne og omverdenen, som ikke har forstået, hvordan det hele hænger sammen.

Illum består nemlig af to forskellige selskaber. Der er selve driftsselskabet, Illum A/S, som regnskabstallene i denne artikel stammer fra. Og så er der ejendomsselskabet Illum Østergade 52 ApS, der ejer ejendommen på Strøget, som Illum ligger i.

Ejendomsselskabet har over de senere år bogført store overskud – sidste år 87 mio. kr.

"Rigtige" penge

Men de store overskud skyldes primært opskrivninger af ejendommens værdi. Det er altså først den dag, ejendommen sælges, at opskrivninger kan veksles til "rigtige" penge.

Ser man bort fra opskrivningerne og kigger udelukkende på drift og indtjening, er Illum fortsat en dårlig forretning. Og 2021 ser umiddelbart heller ikke ud til at blive et jubelår.

- 2021 starter med regeringens Covid-19-nedlukning i yderligere mindst 110 dage og efterfølgende forventelige restriktioner, der igen medfører begrænsninger for antallet af kunder. Dette forventes at have en signifikant indflydelse på årets omsætning og resultat, skriver ledelsen i regnskabet.

Illum har de seneste år været gennem en større modernisering, der har kostet over en halv mia. kr. En lang række luksusbrands er flyttet ind i det hæderkronede stormagasin.

Bag Illum står den velhavende thailandske Chirathivat-familie, der åbnede sin første butik i Bangkok i 1950'erne. I dag ejer familien tusindvis af butikker og en lang række stormagasiner verden over - heriblandt danske Illum.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142